Indlæg skrevet af Jesper Krogstrup

Hvem er ham MarketMaker?

Fremover vil De af jer, der deltager i Prediction Markets her på Kollektiv Intelligens støde på meget aktiv herre i ordrebogen. Han hedder MarketMaker.

MarketMaker er (til trods for ovenstående personificering) ikke en person, men en algoritme, der lægger bud i ordrebogen. Formålet med MarketMaker er, at sikre der altid er nogle at købe af og sælge til. Algoritmen rykker ikke ved det estimat, der fremkommer.

I det Prediction Market I kan deltage i her, anvender vi en auktionsform, der kaldes for en ’continuous double auction’. Denne mekanisme tillader deltagerne at placere ordre samt købe og sælge på alle tidspunkter. Dette er i bund og grund samme metode, der anvendes af f.eks. New York Stock Exchange.

Når en ’continuous double auction’ sættes i spil, er det vigtigt, at der er nok likviditet. Høj likviditet sikrer nemlig, at deltagerne har mulighed for at købe og sælge, når de ønsker, og det er via køb og salg, at vi frembringer meningsfulde estimater.

For at sikre en høj likviditet anvender vi fremover en Market Maker i vores Prediction Markets her på Kollektiv Intelligens.

Prediction Market – kort fortalt

Projektet, KollektivIntelligens.dk, har integreret et Prediction Market for at frembringe relevante estimater i relation til styring af projektet. Ved at lade deltagerne købe aktier som ’Mere end 100 deltagere pr. 1. februar’ og ’Bogen er sendt i trykken 1. oktober 2007’, akkumuleres deltagernes viden om, og forventning til, netop disse fremtidige begivenheder.

Kort fortalt er et Prediction Market et virtuelt aktiemarked, der designes til at indsamle information fra et vilkårligt antal personer. Et Prediction Market formår at samle og bruge den decentrale viden, der findes blandt en stor gruppe af mennesker, og det sker både hurtigt og præcist.

Via et Prediction Market kan hundrede eller tusinde menneskers vurdering af et udfald på en fremtidig begivenhed let afkodes i form af kursen på en virtuel aktie. Deltagerne kan helt konkret købe og sælge aktier i de udfald, som de vurderer er mest sandsynlige, og det kommer der særdeles realistiske resultater ud af.

Har du mod på at være med? Din viden er vigtig, og du er meget velkommen til at deltage. Vi mangler lige at få de sidste tekniske detaljer på plads. Når dette er sket, kan du oprette et log ind, hvorefter der står 100.000 KI$ og venter på dig.

Wikia Search – more crowd than Google

Jimmy WalesJimmy Wales, manden bag Wikipedia, planlægger at lancere en ny søgemaskine i 2007. En søgemaskine, der efter hans vurdering, i højere grad gør brug af den kollektive intelligens, end det er tilfældet med Googles søgemaskine.

Jimmy Wales kalder dette projekt for Search Wikia.

Den nye søgemaskine skal, ligesom det er tilfældet med Wikipedia, vedligeholdes af brugerne selv. Jimmi Wales mener nemlig at en søgemaskine, der udelukkende baserer sine resultater på en matematisk formel, hverken er konsistent eller optimal i sin frembringelse af søgeresultater. Derfor skal den menneskelige intelligens, efter hans mening, inddrages i endnu højere grad.

Brugerne kan bidrage til den nye søgemaskine på to måder:

  • Den almindelige bruger kan selv rangere søgeresultaterne, hvis han ikke er enig i den rangering, der dannes via en algoritme svarende til den Google anvender. Resultaterne af brugerens rangering gemmes på en server og hentes frem, når en tilsvarende søgning foretages af en ny bruger.
  • En bruger med erfaring i programmering kan frit ændre og rette i den algoritme, der frembringer søgeresultaterne. Det muliggøres via Apaches open-source software.

Om Wikia Search bliver en reel konkurrent til Google, bliver spændende at følge, men vi skal formentlig væbne os med lidt tålmodighed, hvis vi vil have svar på dette. Jimmy Wales mener nemlig, at det vil tage optil tre år før der er akkumuleret nok information fra brugerne.

Tror du, at denne søgemaskine får succes? Hvorfor, hvorfor ikke?