Prediction Market – kort fortalt
Projektet, KollektivIntelligens.dk, har integreret et Prediction Market for at frembringe relevante estimater i relation til styring af projektet. Ved at lade deltagerne købe aktier som ’Mere end 100 deltagere pr. 1. februar’ og ’Bogen er sendt i trykken 1. oktober 2007’, akkumuleres deltagernes viden om, og forventning til, netop disse fremtidige begivenheder.
Kort fortalt er et Prediction Market et virtuelt aktiemarked, der designes til at indsamle information fra et vilkårligt antal personer. Et Prediction Market formår at samle og bruge den decentrale viden, der findes blandt en stor gruppe af mennesker, og det sker både hurtigt og præcist.
Via et Prediction Market kan hundrede eller tusinde menneskers vurdering af et udfald på en fremtidig begivenhed let afkodes i form af kursen på en virtuel aktie. Deltagerne kan helt konkret købe og sælge aktier i de udfald, som de vurderer er mest sandsynlige, og det kommer der særdeles realistiske resultater ud af.
Har du mod på at være med? Din viden er vigtig, og du er meget velkommen til at deltage. Vi mangler lige at få de sidste tekniske detaljer på plads. Når dette er sket, kan du oprette et log ind, hvorefter der står 100.000 KI$ og venter på dig.